Just Smile And Wave

For nylig fik jeg et mærkeligt tilbud på bloggens mail. Jeg elsker normalt mails og kommentarer. Jeg oprettede bloggen netop for at komme i kontakt med mennesker, jeg ikke normalt ville tale med, og det er noget, jeg er kommet til at holde meget af. Men så her den anden dag, så fik jeg en anden slags mail. Det var markedet, der bankede på!

Det er et firma, der – efter eget udsagn – har læst min blog og mener, at netop jeg vil være rigtig god, i forbindelse med introduktionen af viral markedsføring på dansk grund. Jeg vil få små smagsprøver af ting (gratis, tænk sig!), som jeg så skal prakke min omgangskreds på, og fortælle om på bloggen. Juhuuuuuuu, tænker jeg begejstret, mens jeg klapper mig overstadigt i hænderne, til de bliver røde og varme. Lad os da endelig tage et af de få medier, der stadig har en lille rest autencitet i behold, og køre det gennem den kommercielle kødhakker. Og det er da ikke på nogen måde kompromitterende for min troværdighed, at jeg pludselig sniger en kommerciel agenda ind ad bagdøren? Slet ikke! Og det passer også lige til mit emne, det er godt set. Som fod i hose, du! Jeg kan godt se, hvorfor de synes, at netop JEG ”kunne være interesseret” i deres gode tilbud. Gad vidst om det er noget med, at der, hvis man indtaler min tekst under ”om mig” på bånd, og spiller den baglæns, så fremkommer sataniske budskaber ala ”giv mig et ulønnet job i reklamebranchen”? I så fald tilgiver jeg dem. Ellers synes jeg, tilbuddet er tvivlsomt grænsende til tåbeligt!

Arj det kan godt være det bare er mig der er overkritisk! Jeg bliver måske fornærmet for nemt. Men er det ikke LIDT foruroligende, at de skriver til indehaveren af en blog, hvis fokus ret entydigt er dating, for at få ham til at pushe tilfældige produkter? Det synes jeg. Men ok - det kan jo være mig, der ikke er kreativ nok! Mig, der bare skal tage mig sammen. Tænke ”outside the box”, mand. Tænk, for filan! Tænk!

HA! Nu har jeg det: Jeg møder min date, og taler lidt om de sædvanlige ting, hvorefter jeg så på kommunikative listefødder sniger følgende sætning ind: ”Nå men hva’ synes du for resten om kelloggs nye all-bran ceralieprodukt? – jeg synes selv, at det er forrygende, at de har kunnet skabe et så velsmagende slankeprodukt. Og så er der vist 15 procent flere fibre i! Det går glimrende til min yoghurt fra Arla, der med sin milde og cremede smag danser over smagsløgene som små alfer på en sommereng. Skal vi gå hjem til mig og udfylde lidt spørgeskemaer, baby?”.

Nej vel?

Jeg tror, at jeg holder mig til at tale om det, som interesserer mig, og fjolle i fællesskab i kommentarsporet. Om dating og livet og alt det der. På den måde som gør det til en fornøjelse at blogge.

Viral markedsføring. Tsk. What a joke.

Bedst som man fjoller rundt og spiller fandango kan man falde i, og pludselig befinde sig midt i “samtalen”. Hvad mener du med “hvilken samtale?”!? SamtalEN, du ved. Den, der falder, når man har datet et stykke tid, og man ikke rigtig kan siges bare at fjolle rundt, men heller ikke har talt om, hvor det er, man er nu, når man ikke helt er i fjolleland, men ej heller helt i kæresterup. Ja. Den samtale! Jeg skvattede i den her den anden dag, og nu er jeg screwed. Dette er historien om hvordan “samtalen” kan udvikle sig set med en mands øjne.

For lige at få alle med kommer der et kort resumé: Jeg har det godt med denne pige. Hun er sød, smuk, intelligent og meget grounded. Ret perfekt faktisk. Vi hænger ud sammen en del. Jeg synes ikke helt, vi er parat til officielt at kunne kaldes kærester endnu (det er der forskellige grunde til), men grebet af stemningen lader jeg hende en dag vide, at det er meget mere end bare almindelig gennemsnitsrart at være sammen med hende. Det var ment som sådan en lille luftig kompliment, men den får en utilsigtet betydningsladet karakter, og pludselig skal jeg til at forklare, hvad jeg mener. Jeg er plumpet i samtalesumpen og ved jeg ikke er parat, så jeg basker med armene i febrilsk rygcrawl, for at komme sikkert op på bredden igen, men indser at jeg er fanget. Så jeg tager en indånding og forsøger i stedet at tale med hende, som voksne, du ved. Vi viser os at være forbavsende enige om, at der tydeligvis “er” noget, og at vi bare tager det roligt og lader det udvikle sig. Jeg føler, at det for én gangs skyld er ok, at jeg ikke træffer valget, før jeg er helt sikker. At det godt må tage lidt tid. En lille lettelsens fugl lander kvidrende på min lidt parforholdsforskrækkede skulder. Det går den rigtige vej i et tempo, hvor jeg kan følge med. Yay!

Men så ringer hun flere gange samme aften. Jeg kan ikke tage telefonen, så til sidst lægger hun en besked om at hun ville spørge om noget, men at det er lige meget og jeg ikke behøver ringe(?). Jeg er paf gående mod puzzled. Hvad er nu det, tænker jeg bævende. Jeg skriver en forsigtig sms og siger godnat (mandlig denial, gotta love it!). Hun ringer mig omgående op og spørger, om jeg har fornemmelsen af at forholdet med hende “går i hundene indenfor den nærmeste fremtid”, for så “vil hun gerne vide det med det samme”. Den lille lettelsens fugl falder død ned fra min skulder, mens jeg forklarer, at jeg mente det var lidt tværtimod. Så har vi sådan cirka den samme samtale igen, om at det går godt, men at vi tager det roligt, men mens jeg gentager, sådan cirka hvad jeg sagde sidst, føles det lidt forkert. Særligt delen med at vi “forstår hinanden” virker lidt hul.

Og det er så her vi står nu. Vi er officielt stadig i limbo med retning mod kæresterup. Jeg er dog ærgerlig over min tur i sumpen - den bragte ikke noget godt med sig (efter vi var i den anden gang). Jeg synes ikke, det er at tage det roligt, at afkræve et svar på om forholdet, man lige har aftalt skal fortsætte løst lidt endnu, holder. Hun synes sikkert, at jeg er vag og undvigende. Situationen er vist arketypisk. Jeg kan rapportere at fra denne side af situationen er mit problem, at jeg nødig vil love noget jeg ikke kan holde. Så jeg siger det præcis som jeg har det. Det går godt, men lad os tage små skridt. Burde jeg i stedet have sagt “kæreste”, som om der ikke var nogen tvivl? Jeg er (nu) sikker på at det var det hun i virkeligheden ville høre. Men det kommer med den pris, at jeg risikerer at bakke ud efter en måned. Hvad er værst? Hvordan klarer jeg samtalen bedre en anden gang?

Jeg får ofte at vide, af dates jeg møder første gang, at jeg taler meget, hvilket naturligvis er deres måde at sige, at jeg taler FOR meget. Det gør jeg måske også. Jeg tror faktisk jeg snildt kvalificerer mig til Smillas liste af mænd, der bare burde holde mund, men det er ikke et ønske jeg har tænkt mig at efterkomme foreløbig (undskyld Smilla ). I hvert fald ikke før jeg finder ud af, hvad min hjerne og jeg skal lave, mens vi sidder der og glor, og skibet er ladet med talende tavshed! Nej jeg kan lige så godt lufte min akilleshæl med det samme: Hvis ikke damen kan være med i samtalen, selvom den ofte ganske hurtigt kommer ud på et overdrev, så kommer det næppe til at fungere i længden alligevel.

Hvad har dette med sagen at gøre? Jo jeg prøver bare at forklare, at jeg har været væk fra blogland de sidste par uger. Jeg var tvunget til en sviptur til den virkelige verden, ser I, men nu har jeg indfundet mig her på matriklen igen. I kan betragte stilheden som en efterlevering af stilhed for alle de gange, jeg i min hverdag burde holde mund. Hmm ja ok altså de to uger er bare første rate, ik’! Nå-men-altså-og-uden-yderligere-omsvøb: Nu er jeg tilbage!

Jeg ville ønske det var med spektakulære nyheder ala “jeg er blevet gift”, “jeg er Anders Fogh”(gys!) eller eventuelt en kombination af disse, bare for virkelig at skabe drama. Vende tilbage til bloggen med bravour, I ved. Uheldigvis kan jeg ikke præstere noget sådant. Jeg kan dog fortælle at jeg (minimum midlertidigt) har slået op med dating! Denne svigefulde sag, som er grum og kalkulerende, men man alligevel flirter med. Det er skægt, at man kan være så overkritisk overfor noget, og så alligevel halse efter det, som en gårdhund, der jager forhjulene på forbipasserende biler. Men det er nu - trods de åbenlyse dramatiske muligheder i den metafor - slet ikke derfor jeg har givet datingen den kolde skulder. Sagen er at jeg har hacket systemet og mødt en pige under nærmest normale[sic!] forhold. Sådan et gammelt overfladisk vennebekendtskab, der pludselig blusser op ved en tilfældighed og bliver til mere end det. Det betyder vist, at jeg nu får en pause fra datingspillet og generel spillen fandango, for det er der vist slet ikke brug for her. Det er så underligt og faktisk ret befriende! Her går man og øver og øver sig på at demonstrere mandighed, coolness og alt det der fis, og så møder man én, der i forvejen ved præcis hvordan landet ligger, og slet ikke gider det der spil. Som - hold nu fast - accepterer en, som man er og tilsyneladende synes det er lige som det skal være!? Jeg tager mig selv i at tænke: “What’s the catch?”. Datingspillet har vist gjort mig lidt kynisk, for jeg leder konstant efter det, der står med småt. (Nåååååh hun er øksemorder - NU forstår jeg) Og indtil jeg har fundet det går jeg og kigger op hele tiden, fordi sandsynligheden taler for at nogen også taber et flygel i hovedet på mig fra 5 sal, nu vi ER ved de usandsynlige hændelser.

Ahhhh… blogland… Det er godt at være tilbage!

Hvad er det med kvinder og kaffe!? Ja nu spørger jeg bare fordi jeg var på en date, ik’? Vi er på café og jeg bestiller så en te. Pigen sidder og kigger vurderende på jeres udsendte datingkatastrofe, der sidder og sipper sin te. Mig. Hanks.

Hun har kigget på mig sådan lidt puzzled lige siden vi bestilte. Det begynder at blive underligt. Jeg siger så lidt skælmsk: “Ja jeg ved godt vi aftalte at mødes at tage en kop kaffe, men jeg drikker altså ikke kaffe, så jeg tog en te i stedet, ik?”. Et ironisk smil kruser om hendes mund, og hun siger “ok…. jamen det er da også… fint…”. Pause. Det er åbenbart ikke helt fint. Jeg får fornemmelsen af at hun hvert øjeblik kan rejse sig op, vælte bordet og med brysk Schwarzenegger stemme sige: “Wåts åp, gørlimaan? Arr juu a sissy or wåt!?”. Det gør hun dog ikke. Men det er ikke første gang jeg har fået det der blik. Sig mig engang - har jeg lige fået minuspoint fordi jeg drikker te!!?

Kender jeg datingreglerne ret, er det sikkert fordi te ikke er noget “mænd” drikker. Hvis der er et problem med mig og dating, så kan det nemlig oftest relateres til det der “jeg vil have en RIGTIG mand” fis, jeg hører om hele tiden. Parolen her på molen er, at kvinder vil have MÆND. Og mænd er sådan nogle, der i den kønskarikerede datingverden “tør sætte foden ned og tage kontrollen” (hvilket så indebærer at man aldrig må være i tvivl). Handlekraftige og hurtige i vendingen (hvilket indebærer at man ikke må stoppe op og tænke sig om, men bare gøre det først der falder én ind, lige meget hvor tumpet det så er, uden at tænke på følgerne). “Rigtige” mænd. Jeg fatter ikke det koncept. Nå men hvad har det med kaffe at gøre? Jo, for når man så dater, så tæller selv de små ting jo. Og stærke mænd drikker åbenbart stærke drikke, hvorfor min date med syllogistisk sikkerhed fik afgjort præcis hvor meget mand jeg var. Super.

Altså meget kan jeg gå med til, tøser, men der må sq være en nedre grænse for hvad vi bejlere skal udsættes for i datingens navn! Jeg forstår ikke den her forhippethed på at caste os mænd, som de her emotionelt papirstynde papfigursplayers, der med ego som et sandslot i stormvejr og trækøllen spændt på ryggen skal te os som mellemting mellem Don Juan og Jack Bauer. Er der virkelig ikke plads til mænd, der tænker før de taler, også selvom det koster en billig punchline en gang i mellem? Tænker før de handler, også selvom det tager lidt længere tid at komme frem? Er der ikke plads til os mennesker?

Skal man dømme efter daten i dag, så nej. Det kan jo godt gøre mig lidt harm altså. Ikke at jeg ærgrer mig over at daten gik i vasken, for hun var vist ikke noget for mig. Men alligevel. Slået af en varm drik? Jeeez!

Forressten: Hvis jeg virker lidt aggressiv, skal I ikke være bange. Det er bare sådan vi er. Os “rigtige” mænd.

I weekenden sluttede det. Romancen altså. Jaja jeg ved godt jeg lovede, at jeg ville lave løbende updates på det der datingprojekt af mit, men hvem kunne have forventet, det ville være overstået så hurtigt? Anywho: Nu er det skudt ned i flammer, så jeg må hellere lige rekapitulere i fast forward, så I kommer up to speed. Spole-spole. 3… 2… 1… Kør:

Start:
Hanks møder én pige han snakker godt med.
Hanks møder en anden pige og kysser på hende.
Hanks skoses lidt i blogland, fordi han tror, han allerede nu skal vælge én af pigerne. Amatør.
Hanks møder kyssepigen og går i seng med hende

Midte:
Hanks bliver kontaktet af snakkepigen, som basically siger at nu er hun er frisk på at kysse på ham.
Hanks kan ikke klare presset og siger han har mødt en anden og føler sig lidt luset, men meget meget eftertragtet.

Hanks er the bomb - han er the life of the party - han er universets centrum. Næsten.
Hanks laver ny aftale med kyssepige og glæder sig.
Hanks møder kyssepige og de har det super godt sammen. Hun er en dejlig pige. Hanks føler sig heldig.
Hanks laver ny aftale med kyssepige, der nu er begynder at sende små søde sms’er. Hun savner ham!

Slutning:
Hanks modtager samme dag som han skal møde kyssepige for tredje gang opkald fra svigefulde pige (formerly-known-as-kyssepige), der med mange ord fortæller ham, at han kan kigge i vejviseren efter flere kys. Forstå hende ret: det er skam ikke ham - det er hende. Hun har bare så meget om ørene lige nu. Og de kan da stadig være venner, hvis han vil. Joho, det er da lige hvad han har brug for.

Det var det. Nu er I vist up to date igen. Er jeg trist? Vides ikke helt. Jeg nåede ikke engang at finde ud af om JEG overhovedet ville have det til at være, før det var slut, så jeg overlever nok. Særligt efter jeg var jeg til næsten magisk koncert med Arcade Fire i dag. Der er ikke noget som musik til at få mig ovenpå i mit liv. Som Cohen synger: “Well never mind, we are ugly but we have the music”.

Jeg er alene, men jeg har musikken. Og det er heller ikke så skidt igen. Indtil den rette pige dukker op i hvert fald.

(Kender du ikke Arcade Fire så tag lige 5 minutter og hør dette nummer)

Du kender følelsen: Du er blevet vraget. Det føles som at stå for tæt på en bus, der fræser gennem en kæmpe vandpyt, hvor man først ser vandet komme et milisekund før og så bare er gennemblødt og helst bare vil hjem i seng. Vi kommer ikke uden om at datingspillet 99.9% af tiden handler om at afvise eller blive afvist, hvilket gør det særligt forunderligt at alle er så pissedårlige til det. Gang på gang bliver folk dumpet per sms, msn eller email og det gør folk kede af det. Lige meget om du vil det eller ej!

Så uden yderligere omsvøb kommer der her en guide til afvisning indenfor dating. Datingregler 1.0. De kommer her: Første regel om dating er: Du taler ikke om dating…. Arj hov… det var vist ikke det rigtige sæt regler. Om igen:

Første regel: Så snart du kan mærke det ikke skal være, så må du tage konsekvensen og gøre det forbi. Tag ansvar! Vent ikke til at den anden gætter det - det er meget sårende og helt unødvendigt. DU har taget beslutningen, så DU tager kontakten. Jo før jo bedre! Hvis du ved det efter første date, så gør det dér. Så snart du er sikker skal det ud.

Anden regel: Når du skal gøre det forbi, så gør ordentligt og sobert. Sørg for at møde personen face to face, medmindre der er GOD grund til at gøre det på anden vis. Og her taler vi “pis hun er sq fløjet til Indokina” eller “han er astronaut, og er på vej en tur rundt om Saturn”. Hvis du har kunnet møde personen én gang kan du gøre det igen. Det har personen fortjent og det ER ikke farligt. Mød et personen et sted, hvor der ikke er alt for crowdet. Start ikke med en café - du kan ikke være sikker på, at hverken du eller den anden har lyst til at sippe cafe latte, efter det du skal til at sige. Hvis I har brug for at snakke bagefter, kan I altid vælge at gå på café der, men fang ikke dig eller den anden i en situation, som måske bare skal overstås hurtigt.

Tredje regel: Når du siger det, så gør det uden stort bravour. Forsøg ikke glatte ud og undskylde, men vær høflig og kærlig og sig at det ikke går. Du behøver næppe forklare det helt store, og undgå for alt i verden det der wank med at “vi kan være venner” eller “det er ikke dig, det er mig”. Vær reel og ærlig og uden omsvøb. Så giver du den anden den bedst mulige closure og I går begge så styrkede ud af mødet som muligt. Det hjælper ikke at holde en lille dør på klem, det giver enten falsk håb eller virker respektløst, fordi du antager den anden ikke kan tåle at høre den sandhed, du alligevel udstråler hvad enten du vil det eller ej.

Så simpelt er det! Brug rådene - det vil gøre alle parter gladere. De fleste har accepteret at dating er spil, men derfor er der stadig følelser i klemme, så tag lige at huske det næste gang du skal gøre det forbi. Hvis du bliver dumpet på en unfair måde er du velkommen til at henvise til dette blogindlæg, så personen kan lære det til næste gang. Hvis jeg har glemt noget så kom gerne med tilføjelser til listen.

Tak til Alice og Smilla for inspiration til dette indlæg!

Nå jeg har været lidt fraværende på bloggen den sidste tid – det beklager jeg. Dette er dels fordi jeg pludselig fik travlt med arbejde og alt muligt, og dels fordi jeg lige skulle tænke noget igennem. Der er nemlig sket det mærkelige, at jeg er endt i en af de der situationer, der ser totalt usympatiske ud udefra. En af de ting som Smilla og jeg har skoset og rynket på næsen ad, og se nu her: Aldrig så snart er man kravlet op på sin kilometerhøje hest, før man bliver lassoet bagfra og trukket baglæns ned med fare for liv og lemmer. Her er situationen sat firkantet op: (Jeg træder lige tilbage og lader mine to alter egoer indtage scenen: Den rationelle Square og hans sociale og lejlighedsvist helt smooth tvilling Hanks.) Square dater en pige lidt i det små. Der kommer ikke umiddelbart noget fysisk ud af det, men parret morer sig og aftaler at mødes igen. Til en fest møder Hanks så en pige som han begynder at kysse på, og dér har vi så miseren. Efter alle de lange foredrag om fairness, rene linier og én date ad gangen, er jeg nu endt i en lignende situation. Nu sidder både Square og Hanks i en kattepine. Det ligner desværre lidt at der skal vælges hest, men selve den tanke virker så uromantisk at jeg næsten får det skidt. Den høje hest er for længst stukket af, så den kan jeg glemme alt om at se igen foreløbig.

Der er umiddelbart ingen god udvej, så vidt jeg kan se (ja nu er vi tilbage til mig - mine små gestalter har fået deres scenetid og er lagt i skuffen igen). Jeg vil mene det mest rimelige er at vælge én date og så informere den anden om hvordan landet ligger, hvis jeg skal kunne se mig selv i øjnene igen.

Men skal jeg vælge den sjove date jeg ved jeg klikker med, men ikke ved om der kommer mere end venskab ud af
Eller skal jeg vælge den søde pige jeg har fjollet rundt med, men ikke ved så meget om

What to do?

Jeg har brug for hjælp til at planlægge en hævn.

Jeg er dårlig til dating. Ikke bare sådan “lidt” dårlig, som en bil, der lige så langsomt triller ud på en villavej. Nej. Jeg er nærmere en sæbekassebil på en firesporet autobahn, og jeg har ikke engang selverkendelsen til bare at holde mig i krybesporet - nænæh - jeg ligger skam og ræser rundt blandt alle de andre biler og spiller smart! Nu har jeg så fundet ud af, at jeg er så dårlig, at selv de store multinationale selskaber håner mig! Så er det altså skidt! Hør her:

Her den anden dag sad jeg lige så stille og klikkede rundt på min blog. Jeg kommer forbi dér, hvor man kan se hvem, der har henvist til ens blog. Og dér - midt i det hele - står det. Google har henvist til mig! Sejt, tænker jeg. Det er da fedt nok! Eller hvad? Det viser sig at søgestrengen er “gode dates” (Se selv)  Gode dates!!? Are you KIDDING me? Jeg kunne skrive en bog om mine dates, men det er sgut for deres vellykkethed, det er sikkert! Jeg tænker nærmere titler som “Dårlige Dates: 10 tips til dig der aldrig vil være andet end venner”…

Så er det jeg smiler og kigger mig over skulderen, for at se om der er en eller anden fjollet fyr, der hopper frem fra bag et skab og siger “fik dig” - du er på fjernsyn! Men det gør der ikke. Jeg er ikke på fjernsyn. Æv da også.

Nu er det så jeg spørger jer: Hvad gør man, når man når dertil, at selv søgemaskinerne begynder at blive sarkastiske over ens datingliv? Jeg må skifte gear og komme op i omdrejninger, det er sikkert - og det skal jeg nok! Om ikke længe får min sæbekassebil en rigtig gearstang i stedet for en lokumsrulle på en pind. Det bliver tider. Men hvad vigtigere er: Hvordan hævner man sig på en søgemaskine? Jeg må sætte mig i respekt! Der var også tidligere på ugen en henvisning fra en, der havde søgt på “Tom Hanks”. Det lod jeg passere, som en lille prank, men nu er det et faktum: Google håner mig, og jeg bliver nødt til at sætte mig i respekt, ellers bliver det sikkert bare ved! Alle bud er velkomne!

Kom hjem kl halv tre i nat. Havde siddet og hængt ud efter en koncert, uden at kunne beslutte om jeg skulle forsøge at lægge an på en pige eller bare tage hjem. Jeg mærker dog hurtigt dynernes dragende kraft. Hvis jeg var Frodo, ville mine dyner være HerskerRingen, der lokkede mig til Saurons højborg Mount Doom (i dette tilfælde min lille étværelses, men hey - selv Sauron startede vel i det små!). Jeg endte med at cykle hjem. Da jeg kører forbi naboopgangens dør, ser jeg, at der sidder en pige midt i tyverne alene og hænger lidt. Jeg kører forbi og stiller min cykel inde i gården. HerskerRingen lokker, men inden jeg går ind, synes min indre Frodo at jeg lige må gå over og checke, at hun er ok. Så jeg går tilbage og spørger forsigtigt om hun er ok (jeg mener: Hun sidder på trappestenen kl halv tre om natten i tyndt festtøj. SÅ behageligt kan det da heller ikke være). Hun fortæller at hun skam “er helt ok”, men at hendes mobil er løbet tør for strøm, hendes ven som hun skulle sove hos er blevet væk, hun ved ikke hvornår han vil komme tilbage, og hun bor selv i albertslund. Det lyder ikke helt ok i mine ører, men jeg smiler og siger tøvende “ok”, og gør mig parat til at gå - jeg er en hobbit, ikke en stalker. “Hvad er klokken”, spørger hun, da jeg gør mine til at gå. Jeg vender om og siger at den er halv tre. Pause. “Er det dyrt at bo på nørrebro?”, spørger hun så. Måske hun ikke er helt ok alligevel, og værende et snakkehoved, begynder jeg at forklare at jeg lige er flyttet til, men bor helt ok. Småt og billigt. Vi fortsætter med at tale frem og tilbage og hun begynder at live lidt op. “Jeg havde ikke troet, at der var nogen, der ville stoppe op bare for at checke, om man var ok i København”, siger hun til sidst. Jeg har ret svært ved at modtage komplimenter, så jeg svarer totalt random: “Det er ok - jeg er fra provinsen”. Umiddelbart efter kommer hendes ven slentrende ned ad gaden (tydeligvis ret fuld). Jeg gør mig igen parat til at gå, for ikke at trænge mig på, men vennen vil lige høre “om jeg har passet godt på hans veninde”. Det mener jeg absolut at jeg har. Han siger, han vil takke mig, så jeg strækker næven frem som en høflig hobbit, men han giver mig i stedet et kæmpekram. Jeg får lidt sådan en mushy “ohhh Sam” agtig fornemmelse, da jeg siger godnat til de to og går hjem. Nogle gange er det sq rart at være hobbit, også selvom vi er lidt klodsede med kvinderne og fatter brikker af det med dating.

“Det er ok - Jeg er fra provinsen”. Sikken et svar! Og sikken et spørgsmål!? Er vi virkelig så isolerede i dag, at vi bliver overraskede, når medmennesker viser interesse for én? Fortæl mig at jeg ikke er den eneste i København, der ville stoppe i den situation. Ville du?

Så er der fredagsbar, og jeg er ikke just en brusende elv af entusiasme.

Som det en gang i mellem går, så kom jeg ikke i seng før 2-3 stykker torsdag, og så er det hårdt at komme op om morgenen fredag. Men op skal man. Kl. 8 begynder min telefon at spille Iron & Wine ligesom jeg havde planlagt, men reaktionen er desværre ikke helt som planlagt. Planen var at de liflige toner af akustisk guitar blidt skulle hente mig ud af drømmeland og puffe mig afsted mod de vågnes verden. I realiteten er det der sker at jeg hovedsageligt hører telefonens hidsige vibrator mod træbordet ved siden af mit hoved, som et bistade, der netop har opdaget at jeg personligt har likvideret alle blomster i to kilometers omkreds. Jeg vil tage telefonen, men skubber den i stedet ned på gulvet, mens den kimer videre. Det der skulle have været blid tømmerflåde tur til de vågnes verden bliver i stedet til at jeg katapulteres af sted, da jeg rækker ud efter telefonen på gulvet, får overbalance og lander på gulvet. Ahhh jeg elsker når verden tager godt i mod mig.

Af samme grund ved jeg også med mig selv at dagens fredagsbar må blive en rolig affære, og at jeg lige så godt fra starten kan nedjustere ambitionsniveauet. Jeg beslutter dog at tage af sted alligevel, hvis nu hende den søde fra sidst skulle dukke op. Man ved jo aldrig. De spiller høj musik derhenne, hvilket gør samtaler lidt svære. Jeg noterer mig ydermere på lydsiden at DJ’en ikke just er en daredevil hvad angår musikvalget. Det er ikke en musikalsk evil knievel vi har fat i her, og tredje gang de spiller ”Living la vida loca”, begynder jeg af føle at jeg vist nok har fået det nummer på plads og rigeligt præsent. Lidt på samme måde som anden gang de spiller ”getting jiggy with it”, med Will Smith. Måske er det bare mig der er bitter over at hende den søde ikke er der? Nå skidt! Vi går op i baren og hænger lidt. Aftenen begynder at skride frem, og det begynder at tynde lidt ud – folk er på vej i byen. Jeg hygger med vennerne og har det fint. Musikken bliver dog tiltagende problem! Jeg forsøger ikke at være musikfascist, men da de spiller ”living la vida loca” for femte gang(!!!), så bliver jeg nødt til at have en snak med DJ’en, der viser sig at være en laptop, der står alene (kort samtale). Efter kort konsultation med barpersonale henter jeg min iPod og får bemyndigelse til at hjælpe dem lidt indtil de lukker lidt senere. Jeg lægger ud med Billie Jean, fordi jeg føler jeg må redde den synkende skude med et brag. Jeg står midt i en solstråle af velvære og kan mærke hvordan foden begynder at tappe og benene lægger an til dans. Jeg komplimenterer laptoppen for dens indre kvaliteter og sender den frække forførende øjne (uden dog at sætte den op på en piedestal! - jeg må være ved at lære det med dating), mens jeg overvejer hvad der kan følge op på det nummer. Jeg kigger mig lykkelig over skulderen og møder dér et gabende tomt dansegulv. Der er kun 30-40 folk tilbage, men jeg er målløs over at de ikke har væltet stole og borde for at komme ud på dansegulvet. De står bare og småsnakker og virker helt indifferente overfor det jeg vil kalde ”det dramatiske skift”. Omslaget! Jeg beslutter mig for at skrue op for blusset og sætter Daft Punk på. En decideret pinglende fuld mand giver mig en øl fordi det er et fedt nummer (så langt så godt), men al anden effekt udebliver. Jeg sætter endnu et nummer på, og en af barpigerne kommer over og siger ”det er godt det du spiller” (Hanks ranker her ryggen og kaster koket med manken). ”Ja altså – det er fedt, det er sådan lidt stille, for vi vil godt have, folk skal gå snart”. (Luften er her slået helt ud af Hanks). Nåja! Det er da godt at kende sin funktion her i livet! Jeg er åbenbart så ham, der rydder dansegulvet med god musik. Det må jeg leve med. Jeg spiller et depeche mode nummer og tænker at laptops er undervurderede som dansepartnere. I det mindste indtil den dag hende den søde dukker op igen.